Bordtennis i Gl. Rye – elite eller bredde? Ja!
Spørgsmålet om elite eller bredde er vigtigt i mange idrætsforeninger, da det kan være svært at tilgodese begge dele på samme tid. Alligevel kan spørgsmålet om elite eller bredde besvares med et ”JA”, da vi har begge dele. Vi er en del af Danmarks største bordtennisklub, Søhøjlandet Bordtennis, hvilket giver vore spillere mulighed for at deltage i elitetræning på Søhøjlandet Bordtennis’ spillesteder i Ry og Silkeborg, samt mulighed for at deltage på passende turneringshold, bl.a divisionshold. Vi har således i denne sæson to spillere med på drengedivisionsholdet og to spillere med på holdet i damernes 1. division, hvor de en overgang lå til oprykning til Elitedivision, men den plads ser ikke ud til at holder hele sæsonen.
Da vi ikke træner mere end en gang om ugen har vi ikke mulighed for at tilbyde passende træning i ønskelig mængde til alle. Derfor er man nødt til at bevæge sig til Ry eller Silkeborg for at få fuldt udbytte af den vifte af tilbud, som Søhøjlandet Bordtennis giver. Her i Gl. Rye har vi en rigtig god begyndertræning, hvor der lægges vægt på, at det både skal være sjovt, og at spillerne gerne skal have en følelse af at lære noget. En meget vigtig del af det koncept er nogle af de forældre, der alligevel er der for at kigge på, eller for at køre deres børn til træning (Nogle af vore spillere kommer fra Ry, Voerladegaard, Salten og Bryrup). Dem inddrager vi i træningen, så de er med til at få de tekniske øvelser, der kan være ret svære, til at køre tilfredsstillende for spillerne. Desuden er de med til at give en rigtig god stemning til træningen, og konflikter imellem spillerne er et nærmest ukendt fænomen. Begyndertræningen kører torsdag fra kl. 18 til 19.30 og er overvejende rettet mod børn op til 5 klasse.
Ud over begyndertræningen kører vi en lidt mere seriøs træning for de større børn samt voksne torsdag frem til mellem kl. 21 og 22. Denne træning er først og fremmest rettet mod børn over 5 klasse og voksne, men 4 og 5 klasse kan være med i den udstrækning, der er plads. Det er der som regel. Det betyder, at de mest ivrige 4 – 5 klasser træner med i op til 3 timer hver torsdag, og derudover har tilbud om at være med i Ry om mandagen, og nogle endda også i Silkeborg tirsdag og torsdag.
På resultatsiden for denne sæson skal kun nævnes, at Søhøjlandet Bordtennis blev suverænt mest vindende klub ved Jyske Mesterskaber, og at Gl. Rye spillerne gjorde deres til at hente pokalen hjem med flotte placeringer i mange rækker. Det blev vistnok til 18 medaljer i alt, hvoraf nogle få blev vundet i Consolation rækkerne, så jeg vil blot nævne de tre guldmedaljer ved Markus Tougaard Hansen i herre junior C, Rasmus Due Hornshøj i Yngre Drenge C og Tone Juhl Pedersen i Puslinge Pige A
Der er i øjeblikket registreret ca 30 spillere som Gl. Rye spillere i Søhøjlandet Bordtennis, og det tal er støt stigende, f,eks. kom der 4 nye i sidste uge af januar..
|